"Fra Karise ejes af mig, Louise Skov. En udvandret Thybo, der nu er bosat i Århus, hvor jeg også har min værkstedsbutik. Mit ophav og min barndom i Thy i Vest, bærer jeg med mig som inspiration i mit liv og min kunst, nu hvor jeg bor ved Østkysten.
Fra Karise har levet siden 2010, hvor maleri, collage og keramik har været materialet for tusinder af ideers drivkraft.
Jeg er uddannet billedkunstlærer i 2006 og har undervist i kunst i forskellige regi siden da. Jeg er drevet af et aktivt, kreativt hoved, der har nye ideer til kunst og keramik døgnet rundt.
Mit kunstneriske navn opstod allerede, da jeg var barn, hvor min farfar sang med på Johnny Reimars "Lille fregnede Louise fra Karise", som jeg troede handlede om mig på grund af min lille fregnede næsetip.
Her på siden sælger jeg min keramik og ikke mindst mine keramikkurser og -hold.

Jeg arbejder primært med porcelæn i stærke farver. Jeg indfarver min porcelæn i mine yndlingsfarver så porcelænen får et levende, positivt og personligt udtryk.
Jeg er undersøgende, eksperimenterende og stiler efter stor designmæssig integritet. Jeg arbejder med sprog og kommunikation i keramikken. Jeg præger statements ind i kopperne, som små legende, heppende, rygklappende udsagn. En hyldest til hverdagen, og vi mennesker, der lever i den. Hver kop er unik og ikke to er ens.
Al min porcelæn er håndmodelleret og håndmalet.
Jeg masseproducerer ikke, men sætter en dyd i det gennemarbejdede håndværk, langsommeligheden og det analoge arbejde.

Jeg laver kurser i modellerings- og pladeteknik for både begyndere og øvede i både stentøjs- og porcelænsler. Jeg har både en-dags hold, hvor formgivning er i fokus og længerevarende hold, hvor både formgivning og glasur-teknik er på tavlen.
Mine kurser er for alle aldre og afholdes både af mig i Aarhus C eller hjemme hos private.